Sakset fra:
http://vip.bt.dk/bt-gintberg/index.php?id=607&no_cache=1&nonce=mQR5vKZ5&openid.mode=cancelKnallert!Alene typebetegnelsen lugter jo af fjollet transportform. Men da jeg gik i skole i provinsen, kunne OG skulle man som minimum 15-årig erhverve sig en motoriseret cykel for at have nogen som helst chance i det benhårde skolegårdshierarki. De fleste af os startede faktisk noget før som 13-14-årige med at køre på vores udborede, planede og gearede landsbyracere til skole...men så var man nødt til at camouflere sin parkering inde bag en hæk eller en valgplakat af Venstres daværende spidskandidat Henning ’Sylte’ Christoffersen.
Det er vigtigt at forstå for vore dages unge, der er opvokset med fuldstændigt gear og testikelløse med ens udseende EU knallerter, at dengang var hele ens identitet og tilhørsforhold symbiost forbundet med, hvilket knallertmærke man lod sig ride på.
Der var Yamaha 4 gears for dem, hvis forældre havde en længere varende uddannelse (vi taler 70’erne på landet, så husk en pladeekspedient i Fona blev betragtet som decideret belæst). Så var der Kreidler til de tykke overvægtige, da den kunne trække en middelstor færge i 1. gear. Og så var der Suzuki 3.gears for dem der ikke havde noget liv eller i øvrigt påregnede en kriminel løbebane. I krydsfeltet mellem disse befandt alle os, der kørte Puch, sig – herunder alt fra den lattervækkende Puch Maxi til det grønne Flagskib med den kunstige læderstribe henover tanken.
Jeg var en Puch VZ50 fyr, hvilket dels indikerede, at jeg selv måtte kunne rode med mekanik og dels, at jeg kom fra et hjem, hvor design var noget med termokander formet som en brandslukker. Ja, den var nedrig grim, kørte elendigt og skulle konstant have enten slag med en 32’ bachonøgle eller trygles på våde knæ for at præstere selv det mindste stempelslag. Jeg erkender det faktisk først nu... Dengang ville jeg havde flået mine knoer til blods på hvilken som helst formasteliges hage, der vovede at påstå, at Puch var en skodmaskine. Men helt ærligt... Den var datidens Dash 8 fly bare uden de flotte farver!
Men køre på knallert skulle man ligesom man i dag, som dreng skal have jeans uden egentlig røv og bukseben, der helst skal være sprøjtemalet på lår og læg. Det handler om selve ens identitet.
Og så selvfølgelig hormoner, der på det tidspunkt hamrer forvildet rundt i hovedet på én, som løsrevne argumenter i Louise Freverts politiske karriere. Det handlede og handler om, at man i de sidste folkeskoleår gør sit ypperste for at virke tiltrækkende på de piger, der på det tidspunkt som regel er 80 centimeter højere end en selv og i bedste fald anser én på lige linie med husblas. Slimet og bedst i budding (det sidste har jeg ikke egentlig forskningsmæssigt belæg for at skrive).
Og kunne man imponere ved at få en af den uopnåelige art til at sidde bagpå var al lykke gjort. Herefter var det bare at forsøge at få den op i imponerende høj fart (ja, du gættede rigtigt: 30 km/t) eller gerne lidt derover, hvorfor man var nødt til at LÆNE sige ned over styret for at mindske vindmodstanden – hvilket desværre gjorde at Helle...Birgit...Christina (indsæt selv navn på skole flamme) sad bagved og tog imod al vinden. Jeg er kommet frem til fester med piger, der havde frostbid i ansigtet!
Åh ja, det var en skøn tid.