Der findes vist en masse teorier omkring motorbremsning. Nogle er for, andre er imod. Nogle mener at man derved sparer sine bremser lidt, andre mener at det der spares ved at skåne bremserne, sættes til ved motorslitage.
Jeg tror nu, der er tale om marginaler, uanset hvad man gør. Selv har jeg haft en (måske kedelig) tendens til at bruge motorbrems fremfor bagbremsen (men altid sammen med forbremsen), uden dog at have nogen fornuftig forklaring på hvorfor jeg har gjort det. Måske ene og alene fordi jeg synes det lyder fantastisk godt, når SV'eren buldrer ned gennem registeret under decelerationen, gear for gear. Nu har jeg taget mig sammen til at få flettet bagbremsen med ind i nedbremsningsprocessen. Ikke for at skåne motoren, ej heller fordi jeg ser frem til den forøgede udgift til bremseklodser, men mest fordi jeg føler at jeg med en kombination af forbremse, bagbremse og motorbrems får den mest effektive bremselængde. Til dagligt kan det måske være mere eller mindre ligegyldigt, men kommer man en skønne dag i en potentielt farlig situation, og reagerer på erfaring og instinkt, klarer man sig måske bedre ved at have optimeret sin bremseteknik.
Uanset hvad, så nægter jeg at tro på, at en motor ligefrem tager skade af motorbremsning. Men om man befinder sig godt med det, må vel komme an på éns eget temperament.