Jeg stod lige og rumsterede lidt rundt med skift af blinklys og lidt generel vedligeholdelse på SV'eren, da jeg kom til at flå i gassen og brumme lidt.. (man er vel barnlig en gang imellem?)
SÅ var det ellers liiiiige jeg blev rigtigt meget irriteret over en pivelyd som fulgte gassens drejning
. Siden jeg nu alligevel havde løftet tanken og pillet toppen af filterkassen, kunne jeg vel lige så godt finde ud af hvor den lyd kom fra.
Efter at have stået og hevet i gassen i 3-4 minutter mens jeg lyttede og brummede, blev konklusionen at plastikforbindelserne mellem forreste og bagerste spjæld var indtørrede, hvis de da overhovedet skulle have været smurt fra originalt?
Frem med smørekanden og pjaske lidt af Shell's bedste 15-40 diesel motorolie på dem, og væk var ca halvdelen af lyden.
Mens jeg nu alligevel var igang, fik jeg så også smurt gasrullen, kablerne og selve spjældene - sidstnævnte ved at dryppe lidt olie ned i siden af tragtene så akslen til gasspjældet blev fugtig, efterfulgt af lidt gasrulle motion for at fordele olien.
Resultatet er ikke til at tage fejl af - et gashåndtag som er MEGET lettere at dreje, og med et stort set forsvundet dødpunkt på de første 2mm gas. I mit tilfælde kan det give lidt usikker kørsel når man lægger gas på i et langsomt sving eller i en rundkørsel, men ikke mere.
Jeg skilte så efterfølgende begge fodhvilerkonsoller og rengjorte / smurte gear- og bremsepedaler, samt koblings- og bremsegreb.
Det er en ren fornøjelse at køre på en MC som der er nusset lidt med.