Der var engang en potte. Potten blev holdt på plads af et stålbånd med gummiforing. Denne gummiforing var af en eller anden grund gået i stykker, således at en skarp kant på stålbåndet havde gnavet et hul i potten. Derefter var potten revnet.
Årsag:
Effekt:
Nu ved jeg desværre af bitter erfaring (det er den femte potte jeg ødelægger, på lige så mange år), at sådan et yderrør i smuk Micron-titanium alene koster 1500,- kroner. Et nyt stålbånd med gummi-fætter koster yderligere 395,- kroner. Lægger man dertil de 350,- kroner som et Repack Kit koster, så er man faktisk godt på vej til at have pengene til en helt ny potte. Ingen af delene er specielt SU-venlige...
Efter moden overvejelse besluttede jeg mig for at prøve noget helt andet. Jeg har længe ønsket at lege lidt med kulfiber, og nu var der jo lige pludselig en oplagt mulighed for at give sig i kast med det. Så enden blev, at passende materialer blev indkøbt:
1,4 kg. varmeresistent transparent epoxy
3 meter carbonvæv, plain weave
1 meter carbon/kevlarvæv, plain weave
Det kostede godt nok en 1000-basse, men så er der også materialer til 4-5 potter, hvilket giver en stykpris på 200-250,- kroner. Meget mere SU-venligt!
Nu er det selvfølgelig ikke meningen at jeg skal lave så mange potterør. Resten af materialerne skulle gerne gå til andre projekter.
For at tilføje lidt ekstra styrke (det håber jeg da i hvert fald bliver resultatet) har jeg købt både almindeligt carbon-væv samt en kombineret carbon/kevlar-måtte (det gule til højre):
Første trin skulle være at lave en form. Da det er det indvendige mål på yderrøret der er det kritiske (det nye yderrør skal jo passe på de oprindelige endestykker), valgte jeg at lave en afstøbning indeni titaniumrøret. Efter et par indledende øvelser (læs: fejlslagne forsøg) lykkedes det at frembringe noget brugbart. Jeg skar et stykke karton ud i passende på, beklædte den ene side (den side der skulle vende udad) med klar pakketape, rullede kartonstykket sammen til et rør, og stak det ind i titaniumrøret. Derefter blev paprøret fyldt med PU-skum.
Et billede af det første fejlslagne forsøg (det var her, jeg fandt ud af at PU-skum ikke kan hærde i alt for store mængder):
Her er paprøret, klar til brug:
Røret har fået en omgang med Mold Release Wax:
Dernæst var det tid til at gå i krig med måtterne. Der er tale om en sadwich-konstruktion, bestående af fem lag måtter hvoraf det midterste lag er carbon/kevlarvæv, og de resterende lag er ren carbon.
Her har jeg skåret de fem måtter ud (malertapen er der for at forhindre måtterne i at trævle op, og gør det desuden meget lettere at klippe i vævet):
Derefter gik der nogle timer med at mixe epoxy-blandinger. Da jeg ikke havde nogen fornemmelse af, hvor meget der skulle bruges, startede jeg med at lave en meget lille batch på 28ml. Udover denne første batch blev det til yderligere tre batches á 56ml. Epoxy og hærder skal blandes i forholdet 5:2 og helt tilfældigt fandt jeg en 5ml og en 2ml plasticsprøjte i kærestens køkkenskuffe. For pokker, hvor er sådan nogle da SMÅ! Og hvor er det noget fedtværk (læs: direkte svineri) at forsøge at suge skidtet op af plasticdunkene. Fremover tror jeg nok, jeg vil bruge B2's metode med en digital køkkenvægt...
Der er desværre ingen billeder af selve støbeprocessen. At rode med epoxy er noget forfærdeligt fedteri, og jeg havde ikke meget lyst til at få min telefon søbet ind i epoxy.
Afslutningsvis er her lige et billede af det foreløbige resultat (death by skruetrækker... en fornuftig størrelse skruetrækker med flad kærv stukket ned i skummet tjener fint som håndtag):
Nu venter jeg så bare på, at skidtet hærder. Derefter bliver der en smule efterbearbejdning med ekstra lag epoxy med mellemliggende slibninger, så røret får en pæn, glat overflade.
I øvrigt har jeg til hensigt at støbe en potteholder i carbon (ligesom Akrapovic bruger), som afløsning for Microns elendige stålbånd.