Seneste update:
Efter den gamle motor var blevet dømt ude, surfede jeg jo Ebay for reservedele (en motor er også en reservedel
). Jeg havde længe haft kig på en motor, som stod til kun at have kørt knap 16.000 km. Den var der endnu, så det var jo bare at trykke på knappen "Sofort kaufen". Banditten havde været så flink at tilbyde at lægge bil og pilot til projektet, så søndag morgen, efter at jeg havde været på arbejde hele natten, kørte vi til Tyskerlandet. Motoren stod i Beckum, som ligger tæt på Dortmund. Det blev i alt til en tur på 1700 km. og 16 timer inden vi var tilbage igen, men med en "frisk" motor i bagagerummet.
I annoncen stod, at motoren var uden starter, generator og svinghjul. Nå ja, og hvad så? Det var jo dele, som min gamle motor kunne få lov at donere, så ingen problemer der. Da vi smed motoren i bagagerummet, noterede jeg mig at begge motordæksler sad hvor de skulle, så jeg spurgte sælger om, hvordan det forholdt sig med det dersens svinghjul. Han fortalte at han ikke havde en aftrækker til det, så han havde ladet det sidde i motoren. Det fulgte med i handlen. Fedt, tænkte jeg. Flink mand!
Ydermere havde hans kollega solgt det forreste ventildæksel til en eller anden, men de havde bestilt et helt nyt, som han så har lovet at eftersende (bliver jo så spændende at se, om det dukker op).
Nå, i mandags fik jeg så smidt motoren i stellet. Den er fra en 2000'er, så motorerne er jo identiske. Lige bortset fra farven. Min egen originale motor er sølvgrå, men med antracit-grå motordæksler og tandhjulsdæksel. Den anden motor er antracit-grå, med sorte motordæksler. Der fulgte ikke noget tandhjulsdæksel med, ergo er jeg nødt til at bruge den fra den anden motor.
Jeg var lidt i tvivl om det med svinghjulet... han sagde godt nok at han havde ladet det sidde, men han kunne jo stadig ha' haft det venstre motordæksel pillet af, hvorfor jeg jo ville være nødt til at sætte en ny pakning i der. Me dmotoren vel forankret i stellet, kiggede jeg lidt på sagerne. Fandt med det samme et par løse bolte ved det nævnte dæksel, og så vidste jeg jo at det havde været pillet af. Så jeg måtte jo til det. Af med dækslet. Og da åbenbarede sig så en ubehagelig overraskelse:
Billedet er lidt sløret, men i cirklen ses to små stykker aluminium, som tydeligvis er brækket af et eller andet sted inde i krumtaphuset. Min første tanke var vist noget i retning af "...WTF...??". Jeg ved måske ikke alverden om motorer, men jeg ved da i hvert fald, at der ikke skal ligge løse alu-stumper og rode rundt derinde! Jeg kiggede lidt mere rundt, og fandt til sidst ud af, hvor de afbrækkede stumper stammede fra:
Jeg var på det tidspunkt en liiiiille smule negativ. Havde jeg betalt 850€ og kørt 1700 kilometer, for en defekt motor? Ét var jeg i hvert fald sikker på. Sælgers "flinkhed" kunne ligge på et meget lille sted lige pludselig. Skaden er sandsynligvis sket, mens han havde pillet det pågældende dæksel af for at afmontere svinghjulet. Akslen til det lille tandhjul har ikke været ordentligt inde på plads, og da han så har forsøgt at tørne motoren, har presset på akslen simpelthen knækket noget af hullet i stykker. Og for at maskere sin fadæse, har manden så valgt at lade svinghjulet blive siddende, i håb om at jeg ikke ville opdage noget.
Hmm... de to gode nyheder er så, at de to stumper jeg fandt, passer præcist med det brud der er i aksel-hullet. Altså ligger der ikke flere stumper og roder rundt et eller andet sted. Samt at der stadig er nok materiale tilbage til at holde akslen på plads. Akslen støttes jo også af et tilsvarende hul i motordækslet. Og da der kun er belastning på det sted i selve startøjeblikket (det lille tandhjul sidder mellem startermotoren og en tandkrans på selve svinghjulet), håber jeg at det går. Alternativet er at skille begge mine motorer ad, og så flytte al indmaden fra den "nye" motor over i huset fra den gamle motor. En operation, jeg helst er foruden, må jeg nok indrømme.
Nå, videre... Jeg har nu fået lukket motoren igen. Jeg valgte at bruge venstre motordæksel fra min originale motor, da det farvemæssigt passer til tandhjulsdækslet. Og i øvrigt også til resten af motoren, lige bortset fra koblingsdækslet i højre side, som jo altså stadig er sort. Måske vælger jeg på et senere tidspunkt at bruge koblingsdækslet fra min originale motor, så det hele passer sammen. Nåh ja, forreste ventildæksel er sølvfarvet.
Jeg valgte at genbruge det fra 01-motoren, og håber så bare at sælger, som lovet, eftersender det nye ventildæksel.
Jeg har kontrolleret ventiler på den "nye" motor. De stod lige i skabet. Dejligt! (succes-oplevelser kan man ikke få for mange af)
Forreste kædehjul er monteret. Ligeledes er den udvendige del af koblingen på plads igen, dog efter en mindre renovation... jeg fandt ud af, at der manglede tre af de 11 kugler som skal sidde i koblingssneglen. Den ene blev fundet på gulvet (de er nogle små sataner, på kun 2-3 mm i diameter), de to andre er simpelthen væk. Nye blev indkøbt og sat i. Nye tændrør er også sat i. Så motoren er faktisk ved at være klar.
Et lille set-back oplevede jeg så i går... Indsugningsgummiet er selvføgelig pillet af den motor jeg har købt, så jeg er naturligvis nødt til at genbruge dem fra min gamle motor. Der opstod så lige et lille problem, da jeg skulle ha' dem pillet af. Jeg kunne ikke, om det så havde galdt mit liv, få løsnet de skide skruer som holder indsugningsgummiet! Det var simpelthen umuligt. Da Suzuki er nogle fjolser, når det kommer til bolte og skruer, har de valgt at montere stort set alt med skruer og bolte som har almindelig krydskærv. Endda Philips, ikke engang Pozidrive. Således også ved indsugningsgummiet. Så det eneste jeg fik ud af mine anstrengelser med WD40, impact-skruetrækkere og hvad jeg ellers kunne finde på, var at kværne kærven på alle fire skruer. Til sidst måtte jeg ty til det middel, jeg hader allermest i denne verden... boremaskinen. Så jeg borede simpelthen hovederne af skruerne (som i øvrigt er undersænkede). Og så svuppede indsugningsgummierne af så let som ingenting. Og selvfølgelig kunne jeg bagefter så let som ingenting skrue resten af skruerne ud af hullerne... med fingrene! Så nu skal jeg ud og ha' fundet nogle nye skruer... men med enten unbraco- eller torx-kærv.
Og så skulle der helst ikke være flere ubehagelige overraskelser. Projektet nærmer sig forhåbentlig sin afslutning (selv om det måske ikke lige ser sådan ud på billedet).