Det startede ud med prisen på cyklen + forsikringen som den største årsag.
Så blev det til ren kærlighed til den sprøde lyd og den rå motorgang.
Da jeg så havde kørt 40-50.000 km og opgraderet den en hel masse, blev jeg for alvor forelsket.
Så begyndte jeg at se mig om efter andre cykler, men det er stort set ligemeget hvad jeg prøver, så savner jeg min egen på stort set alle punkter. Enten er det for italiensk, for grimt, for dyrt (min egen er betalt), har for lidt bundtræk, har for mange vibrationer, har for lidt vibrationer eller for lidt karisma.
Nu er det en blanding af et smil der gør det svært at tage hjelmen af, den samme forelskelse som hele tiden, samt ren stædighed overfor folk som glor med foragt på den cykel der lige har taget dem og deres 200.000+ kr sportcykel på sengekanten.
Den ser efterhånden godt brugt ud, men for fanden hvor kører den godt.