Tak for opmuntringen. Vi vidste godt, at risikoen var tilstede, men selvom vi havde snakket om den, så kom det som et lyn fra en klar himmel. Min kæreste græd meget på hospitalet, mens jeg bare var helt stille og fattet. På vej hjem fra hospitalet, snakkede vi om forlbet; om at der havde været noget galt og derfor sagde kroppen fra.
Da vi kom hjem, gik min kæreste på toilettet og jeg gik ud for at smide jakken. Da jeg skal til at hænge den op, falder billedet fra den allerførste scanning ud af lommen og ned på gulvet. Dér brød jeg sammen.
Vi har et rigtigt godt vennepar, som gik det samme igennem for et par år siden. Han ringede med to råd:
1. Tal om det og vær der for hinanden.
2. Lad være med at årsagsanalysere, det fører bare til (selv)bebrejdelse.
Jeg har fået fri resten af ugen og ellers ligeså længe vi har behov for det. Og firmaet har læger og psykologer, hvis det bliver nødvendigt. Vi skal nok komme igennem det her......vejen er bare lige lidt regnfyldt nu
