Sakset fra tv2.dk:
Foråret bragte en tragisk ulykke med sig, da en 23-årig mand kørte galt på motorcykel og brækkede ryggen to steder.
Manden er ifølge lægerne på sygehuset i Næstved blevet lam af styrtet og er nu overført til Rigshospitalets traumecenter.
Manden havde i går eftermiddag lånt motorcyklen af sin tvillingebror, der lige havde købt den i Tyskland. Tvillingen, der kørte galt, havde ikke selv motorcykelkørekort, oplyser Næstved politi.
"Det er dybt tragisk. Han havde kun kørekort til bil, men skulle lige prøve sin brors mc. Ejeren af motorcyklen var uendeligt ulykkelig," siger vagthavende ved Næstved Politi.
Ulykken skete ved Skovvejen 13 nord for Næstved. Vejen drejer svagt til højre, men den unge mand drejede ikke med og kørte i stedet ud i rabatten, hvor han ifølge politiet "slog flik-flak på motorcyklen" og landede på marken, lam efter styrtet.
Motorcyklen - en Suzuki 750 - er nu sendt til tekniske undersøgelser hos politiet.
-----